Sider

11 juli, 2012

Faldende fødselstal når krisen kradser? Ikke her!

Fødselstallet falder i de vestlige lande. Mest markant er faldet i blandt andet Spanien, Grækenland, Estland, Ungarn og Island. Lande, der har det til fælles, at de er blevet ramt hårdt af den økonomiske krise. Der er tale om en klar trend: økonomisk krise får den unge generation til at vente med at stifte familie. Sådan siger eksperten.

Ikke så i Irland. Hvor krisen stadig kradser med vedholdende, skarpe kløer.  I Irland er fødselstallet fuldstændig upåvirket af dommedagsprofetier og udmattede bankkonti. Børn skal der til. Børn kommer der til. Og mange af dem.

Og så sidder vi der i kø på hospitalet. Os, der igen bidrager til befolkningstilvæksen i en af Europas mest kriseramte økonomier. 14% arbejdsløshed og ingen tegn på forbedring. På nær i babybranchen. Dømt på antallet af mødre jeg en tirsdag morgen sidder tæt pakket sammen med på ubehagelige træbænke. Heldigvis er servicen her gratis. Og det hjælper jo.

Man kan dog selv vælge. Man kan betale og gå helt privat. Man kan betale lidt og gå lidt privat. Og man kan vælge bare at være offentlig. Hvor absolut intet er privat. Der bliver målt og vejet i al offentlighed. Brede smil og bristede drømme. Alt i et rum. Pakket tæt af gravide. Nogle alene, nogle med kæreste, mand eller mor. Nogle med hele familien. Vi kigger alle sammen lidt irriteret på den 3-årige, der løber frem og tilbage. Undgår helt at se det paradoksale i situationen. At det er det, vi går ind til. Glæde, gråd, løb og skrål. Kun afløst af få øjeblikke med stilhed. For det hele står i skærende kontrast til de fredfyldte billeder af sovende babyer, der hænger omkring os på væggene.

Jeg bliver kaldt ind over højtaleren. 2 gange. For det kan være svært at høre gennem den højlydte snakken i venteværelset. Der bliver målt og vurderet. Denne gang bag lukket dør. Jeg har siddet i kø i 2 timer. 2 minutter efter er jeg ude med besked om at vende tilbage om 2 uger. Ingen snik snak, alt er vel. Videre. Næste.

Men det er okay. Servicen er gratis. Og skulle krisen opstå tages der hånd om den. Som sidste gang. Hvor jeg blev indlogeret på noget halv-privat værelse med den nyfødte. Det var for mange på den offentlige stue og jeg skulle have ekstra pleje. Pris per overnatning hang på indersiden af døren. Der var både juice og kaffe til morgenmad. Men det varede ikke evigt. Jeg blev flyttet efter 2 nætter. Til det offentlige. Spurgte diskret efter en kop kaffe om morgenen. Damen kiggede på mig. "Du er offentlig nu, min pige" -  og så kom hun alligevel med kaffe. Morgen, middag og aften. Jeg turde ikke andet end at drikke den. Man hælder jo ikke dyre dråber ud, når kridsen kradser.

Befolkningstilvæksten i Irland har været stigende siden midt 90erne og i 2011 var den  mestendels båret af naturlig tilvækst. Og det er hverken fordi det er Holly-hipt eller kækt med småfolk klædt i retro-æbler. Spelt-mødre segmentet findes ikke. Det er mildest talt ikke nogen god forretning. Slet ikke i krise-tider (læs mere her:"pladsanvisning" - substantiv (ingen oversættelse))


Og kridsen kradser jo. Men ikke så meget at vi lader os slå ud. Måske holder vi bare af børn. Måske glemte vi at lytte til eksperten. Og hvad skal man i øvrigt ellers lave en onsdag aften.....










10 maj, 2012

En tør kop kaffe


Der er besøg hjemmefra. Vi folder sovesofaen ud, byder på hjemmebagt rugbrød og tager gæsterne med rundt i det irske land. 

Nå, siger dansken, her ser det ikke ud som om, der er krise. Jeg kigger lidt rundt Der er fuldt pakket på frokostrestauranten. Også den i går. Hvor der blev spist østers og købt økologiske grøntsager på vej ud. Nææhhh, siger jeg. Det ser ikke sådan ud. 

Men der er krise. Selvfølgelig er der det.

Abejdsløsheden er uoverskuelig høj, vi overlever på nåde fra resten af EU. Der er rygter om flere krisepakker. Om lidt skal irerne stemme om EU finanstraktat. Og der skal stemmes ja.  For ellers har det katastrofale følger for Irland. Os alle sammen. Men mest den næste generation. Det ømme punkt. Vi snakker om vores børns fremtid. Der er slet skjulte trusler i luften om øgede skatter i efteråret, om et letsindigt nej bliver udfaldet. Der er krise. Selvfølgelig er der det. Det bliver flere og flere minusser på lønsedlen.
.
Og vi snakker da også om det. Og skærer lidt i privatforbruget

Men måske er vi ikke helt så tynget, som dansken kunne have håbet. Eller selv ville være. Det føles som om der tages lidt lettere på tingene. Det jo næppe dommedag, vi taler om. Det hele skal nok gå. Og så går vi ud og drikker en kop kaffe og spiser lidt kage.  Der tænkes måske ikke så meget på, hvad der lige har været eller hvad der kommer næst.  Her er meget nutid, lidt mindre fortid – og fremtiden kommer jo af sig selv. Vi behøver ikke tale om, tænke på eller leve i den hele tiden. Vi skal jo leve - også midt i krisen.
 
Vi sætter os ved bordet. Bestiller kaffe. Skal vi ikke have noget kage til. Siger jeg. På den irske måde. Dansken kigger på uret. Det bliver tænkt tilbage og regnet frem. Vi tager den tør,  siger gæsterne.  Den danske mådeholdenhed. Jeg spiser et stykke kage.

Fremtiden. Den tænker vi på til den tid.

01 maj, 2012

"Pladsanvisning" - substantiv (ingen oversættelse)


Så  er bloggen tilbage. Noma har igen vundet. Vi ser igen dansk krimi på engelsk tv. Måske har tiden stået stille?

Jeg følger lidt med på sidelinjen. De første par dage. Kan ikke helt forholde mig til pasningsgarantier i storbyen. Så jeg læser lidt overfladisk og bladrer videre. Men så udvides debatten. Nu handler det også om kvaliteten og dækningen øges.  Jeg tøver lidt, forundret over min egen reaktion. For jeg bliver lidt irriteret over det hele. Og det selvom jeg både er orienteret mod venstre, fælleskabet og det offentlige system. Eller er jeg? For pludselig står jeg der på sidelinjen og kigger ind på dansken og bliver så irriteret. Over kravene og selvfølgen.

Du har været væk for længe til at forstå det helt, siger husbonden. Når jeg over frikadellerne skælder ud over de forkælede danskere. Så er det jo let at være de lykkeligste. Siger jeg. Og synes jeg har vundet denne omgang.  Men måske har han ret. Måske er jeg bare lidt bitter over,  jeg ikke længere har adgang til kravene og systemet. Jeg tør ikke åbne op for posen af andre muligheder. For hvad nu hvis bopæl i udlandet har gjort mig asocial. Og tilhænger af at smede sin egen lykke. Jeg binder snoret helt stram om posen – og fortsætter ad den bitre rute.

 ” Omkring os vrimlede det med historier om forældre, der var nødsaget til at arrangere forskellige former for alternativ pasning, fordi deres arbejdsgivere kaldte, mens pladsanvisningen kun kunne beklage, når de ringede for at få en pasningsprognose.” Nogle er endda så uheldige, at deres små poder må passes i hver sin institution. I hver sin retning.  Men de bliver dog stadig passet. Med tilskud. Fuld tid. Jeg har svært ved helt at se klagens rimelighed. Jeg bor i et andet land. Hvor sådan en debat aldrig ville finde sted. Det ville være som at debattere et fiktivt univers.

” Min kæreste holdt sig fri af arbejdsopgaver og passede vores datter derhjemme, indtil vi seks uger senere fik ny vuggestueplads”. Her holder en af parterne ofte helt fri. I mange år. Når man får børn. For vi kan godt få poden passes. Men vi ringer direkte til institutionen. Og spørger om prisen. Her er der ingen tilskud. Men masser af garantier. Hvis vi kan betale for det.  Og mange går på kompromis. Halve dage, halve karrierer. Halve løsninger.  

Men vi sætter selv stregen under kvaliteten. I vores vuggestue får datteren både et velkomstknus, frugt til morgenmad, en ren ble OG følges til døren med en mundtlig redegørelse over den halve dags aktiviteter. Og er vi ikke tilfredse med det, hopper vi bare videre. Ringer til den næste institution. Spørger efter prisen. Adgang til udeområde er en bonus.  Men uden arbejde kan man nå i parken om eftermiddagen. Vi higer efter det gratis før-skole år.  38 uger med gratis pasning. Fra 9 til 12.

Pladsanvisning” substantiv (kan forklares som). Der er en kultur til forskel. Hvad kommer først. Ordet eller tingen. Måske kan jeg ringe til pladsanvisningen for et svar. Måske er det lidt for bittert?




28 november, 2011

Når forbrydelse varmer..


Det føles som søndag aften mellem 8 og 9. Hjemme i Danmark. Forbrydelsen II starter på den engelske kanal. Datoen har længe været kendt. Vi venter i spænding. Diskuterer persongalleriet, Gedser og mindes smerten hos familien Birk Larsen. Og så er der selvfølgelig manglen på sweateren. Den rigtige sweater.

Som var dette Danmark. For 2 år siden. Men det er lørdag aften. I Irland. Med en dobbelt episode af The Killing.


I 2 timer kan jeg slappe helt af. Og kravle ind i skærmen. Til det hjemlige og genkendelige. Hvor statsministeren vækker minder om barndommens forståelse af politisk aktivitet. Og Sarah Lund sidder i vindueskarmen. Og kigger ned på sin barndoms gade gennem den snavsede rude.

I 2 timer ved jeg det hele. Jeg kender og genkender historiens virkelighedsramme. Sproget der tales. Nuancerne i ordvalget. Skulderne er slappe. Jeg kryber helt ind i skærmen. Føler mig hjemme.

I 2 timer kan jeg være med, være vågen og næsten ovenpå. For jeg ER hjemme. I referencerne, kulturen og alt det andet. Som ikke er med i historien. Men som gør oplevelsen så meget bedre. Jeg trækker genkendelighedens varme tæppe helt op til ørerne. Og lukker alt andet ude.

I 2 timer overskygger historien koncentrationen. For det kan være så trættende. Hele tiden at være bagud. Med konteksten. Når personer, sted og sprog er nye. Og nogle gange ukendte. Man må oversætte, trække tråde og selv samle puslespillet. Med mangefuld viden og forsvundne hjørnebrikker. For det tager lang tid. At finde sig helt hjemme i en ny kultur. For det er ikke bare skikke og "hvordan går man her"; Det er års akkumuleret kendskab og viden, der gør det nemmere. Før man kan føle sig helt hjemme. Før hullerne i DET tæppe er så små, at også det kan varme på en lørdag aften.

I 2 timer luner Sarah's sweater. De engelsksprogede aviser blogger om og diskuterer på forsiden farven.Der gættes på motiver og mulige udfald. Rulleteksterne kører over skærmen. Jeg hænger i med neglene. Vil have det sidste navn med. Lune mig lidt længere ved skærmens varme. Og jeg er ligeglad med farven på sweateren. Bare den ikke har huller....